Benedicte-Toftegaard-ophold-Hald-Hovedgaard-html

Benedicte Toftegård

Forfatter ... samfundsdebattør ... grafisk trykker

Samfundsdebat. Et udpluk af kronikker og artikler om arbejdsliv, arbejdskamp, arbejdsløshed, fagbevægelse (nationalt og internationalt), social ulighed og BZ-bevægelse

Her kan du læse om "Udsigt fra et Rugbrødstårn":

Anmeldelser og anden omtale

Uddrag af bogen

Egne debatindlæg om BZ og ungdomshus:

Politiken

Grafia

 

 

Her kan du læse om "Mord mellem linjerne":

Anmeldelser og anden omtale

 

Uddrag af bogen

 

Grafisk Trykker

Hvad er det for en slags arbejde?

 

Noget om mit

engagement i Fagbevægelsen

Loftsrummet med alle værelserne på "Det danske forfatter- og oversættercenter) Hald Hovedgaard ved Viborg. her har jeg været så heldig at opleve to gange en uges skriveophold. Eneste betingelse er at man redegør for sit ophold.

At være på Hald Hovedgaard er

at bevæge sig ind i en særlig tilstand.

 

Sover pragtfuldt og længe, fuld af drømme. Døgnets rytme, kroppen får lov til at falde i et med lys og mørke uden mit sædvanlige 3-holdsskift. Mine romanfigurer bliver også påvirkede og foretager uventede krumspring.

 

Denne gang er jeg ved en begyndelse. Roder rundt i fortidens tågebilleder. Tager et lån eller to i Hovedstolen, sender erindringerne ud og arbejde og lader dem komme tilbage med renter og renters rente. Somme tider er det som at rulle en snebold i tøsne gennem græsset af snørklede veje og lade den vokse sig stor, fornemme hvordan den som en magnet trækker al sneen op, så kun det visne græs, står tilbage.

Andre gange er renterne lige så nøjsomme som indlånsrenten på en lønkonto.

 

Finder en bog af Arthur Krasilnikoff på boghylden i mit skrivekammer. Det gør mig både glad og trist. Besøgte ham engang i Lynge, da han indvilgede i at være hjælper på et forlist manuskript. Han døde en måned før bogen udkom. For mig var han en mester i ord.

Han skriver et sted: ”Vi der ikke er vant til at bruge ord, vi vælter over med dem som en skraldevogn, når vi endelig skal til det, for vi kan sgu ikke få drejet det rigtigt, som det er eller tror det måske ikke …”

 

Jeg kaster mig over ordene, som lå de i en slikskål. Ord, ord jeg har glemt, ord der har været stuvet af vejen på et loft, ord der knaser, ord der kalder, ord der brænder på huden.

 

Hilser på de andre beboere ved vandkedlen i køkkenet. Fra optøning til rødvinsrus. Havregryn går i arv sammen med input og fornemmelsen af, at skrivende mennesker har helt forskelige måder at arbejde på og alligevel gør de samme mekanismer sig gældende.

 

Skriver og skriver til tasterne begynder at knirke. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor romanpersonen gør som hun gør. I skumringen går jeg ned til ruinen på Hald. Det blæser og bider i kinderne. Resterne af en enkelt række fodspor fortoner sig, og på det sidste stykke er sneen uberørt. Forfrosne bølger har hængt deres istapper langs træerne rødder som et lille rundt balletskørt. Grenene dypper sig for at trække perler på snor, men nåede kun en enkelt inden alt frøs til is.

 

Og så er det som om noget i det private skriveunivers falder i hak. Det er jo sådan det er. Hvorfor er det dog ikke faldet dig ind før? Man haster tilbage til computeren, der heldigvis kun er gået i dvale. Og så lige med et er mørket fortættet og timerne forsvundet.

 

Falder i staver over de sort-hvide fotos af Peter  Seeberg m.fl. samt bibliotekets bog om danske efternavne.

 

Hemingway skrev et sted at forfatteren Ezra lærte ham ”mistillid til adjektiver”.

Måske handler det om først at klæde romanfigurer og universer på, indhylle dem fra inderst til yderst i det ene tillægsord efter det andet … og så systematisk flå alt tøjet af teksten? Når den så står tilbage der, ynkelig og nøgen så finder man lige netop den ene beklædningsgenstand der passer.

 

Det lyder nemt og enkelt.

Det er forbandet svært!

 

Stivhed efter mange timer foran computeren. Vandretur gennem Troldeslugten og Stangheden. Luften er diset, ikke et menneske at se. Træernes sorte fletvæk mod hvid sne og gråt vand. Solen har endnu ikke vist sig i denne uge. Mobiltelefonen ringer. Jo, jeg er nødt til at tage den. Tillidsmand er man jo døgnet rundt. ”Nu har arbejdslederen sat den 22 årige lærling i gang med at løfte tunge valser uden hejseværk selvom det er i strid med reglerne og knægten skal lære at gøre tingene på den rigtige måde fra starten. Arbejdslederens ryg skal ikke være på arbejdsmarkedet til den er 71. men det skal lærlingens.” Må ringe tilbage og skælde ud og henvise til kutymer. Jeg benytter det sædvanlige trykkersprog, men har lyst til at kalde ham svigefuld.

Åh, kære spøgelse på Hald. Lad nu ikke min tilstand krakelere.

 

Jeg vender tilbage til computeren. Kan de bruges sætningerne? Giver det mening for nogen?

Drikker for meget rødvin. Sover dårligt. De andre taler om, at blive distraheret af Facebook. Se det fra den positive side: Den last har jeg heldigvis ikke.

 

Jeg griber fat om tastaturet med begge hænder. Op af formiddagen er tilstanden ved at indfinde sig igen.

Har printet ud og skrevet igennem. Skellettet har fået kød og sener.

 

Ser allerede frem til at komme igen på dette fantastisk inspirerende sted.

 

Tak fordi jeg måtte prøve at være her.

De bedste hilsner fra Benedicte Toftegård

 

 

 

 

Hald Hovedgård foreviget af forfatter Ole Holmstrøm, som jeg havde stor fornøjelse af at møde på mit første ophold i januar 2008. Nedenunder i dagligstuen med Jussi og Martin. Jussi gav irsk kaffe fordi han var færdig med manuskriptet til Fasandræberne.

Noget om Inspiration ...

eller "mig og forfatterforeningen"

Øverst: Hyggemiddag med de andre refugiegæster. Digter-Martin til morgenmad i køkkenet.

Trappen i hovedhuset på Hald. Det siges at det spøger på et af værelserne, for det skal det jo på sådan en gammel herregård. Jeg blev nu ikke forstyrret.

Foto fra mit ophold i 2008.

 

Ture i omegnen af Hald sø januar 2008

HJEM

 

Benedicte Toftegård

Forfatter ...samfundsdebattør ... grafisk trykker

Her kan du læse om "Udsigt fra et Rugbrødstårn":

Anmeldelser og anden omtale

Uddrag af bogen

Egne debatindlæg om BZ og ungdomshus:

Politiken

Grafia

 

 

At være på Hald Hovedgaard er

at bevæge sig ind i en særlig tilstand.

 

Sover pragtfuldt og længe, fuld af drømme. Døgnets rytme, kroppen får lov til at falde i et med lys og mørke uden mit sædvanlige 3-holdsskift. Mine romanfigurer bliver også påvirkede og foretager uventede krumspring.

 

Denne gang er jeg ved en begyndelse. Roder rundt i fortidens tågebilleder. Tager et lån eller to i Hovedstolen, sender erindringerne ud og arbejde og lader dem komme tilbage med renter og renters rente. Somme tider er det som at rulle en snebold i tøsne gennem græsset af snørklede veje og lade den vokse sig stor, fornemme hvordan den som en magnet trækker al sneen op, så kun det visne græs, står tilbage.

Andre gange er renterne lige så nøjsomme som indlånsrenten på en lønkonto.

 

Finder en bog af Arthur Krasilnikoff på boghylden i mit skrivekammer. Det gør mig både glad og trist. Besøgte ham engang i Lynge, da han indvilgede i at være hjælper på et forlist manuskript. Han døde en måned før bogen udkom. For mig var han en mester i ord.

Han skriver et sted: ”Vi der ikke er vant til at bruge ord, vi vælter over med dem som en skraldevogn, når vi endelig skal til det, for vi kan sgu ikke få drejet det rigtigt, som det er eller tror det måske ikke …”

 

Jeg kaster mig over ordene, som lå de i en slikskål. Ord, ord jeg har glemt, ord der har været stuvet af vejen på et loft, ord der knaser, ord der kalder, ord der brænder på huden.

 

Hilser på de andre beboere ved vandkedlen i køkkenet. Fra optøning til rødvinsrus. Havregryn går i arv sammen med input og fornemmelsen af, at skrivende mennesker har helt forskelige måder at arbejde på og alligevel gør de samme mekanismer sig gældende.

 

Skriver og skriver til tasterne begynder at knirke. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor romanpersonen gør som hun gør. I skumringen går jeg ned til ruinen på Hald. Det blæser og bider i kinderne. Resterne af en enkelt række fodspor fortoner sig, og på det sidste stykke er sneen uberørt. Forfrosne bølger har hængt deres istapper langs træerne rødder som et lille rundt balletskørt. Grenene dypper sig for at trække perler på snor, men nåede kun en enkelt inden alt frøs til is.

 

Og så er det som om noget i det private skriveunivers falder i hak. Det er jo sådan det er. Hvorfor er det dog ikke faldet dig ind før? Man haster tilbage til computeren, der heldigvis kun er gået i dvale. Og så lige med et er mørket fortættet og timerne forsvundet.

 

Falder i staver over de sort-hvide fotos af Peter  Seeberg m.fl. samt bibliotekets bog om danske efternavne.

 

Hemingway skrev et sted at forfatteren Ezra lærte ham ”mistillid til adjektiver”.

Måske handler det om først at klæde romanfigurer og universer på, indhylle dem fra inderst til yderst i det ene tillægsord efter det andet … og så systematisk flå alt tøjet af teksten? Når den så står tilbage der, ynkelig og nøgen så finder man lige netop den ene beklædningsgenstand der passer.

 

Det lyder nemt og enkelt.

Det er forbandet svært!

 

Stivhed efter mange timer foran computeren. Vandretur gennem Troldeslugten og Stangheden. Luften er diset, ikke et menneske at se. Træernes sorte fletvæk mod hvid sne og gråt vand. Solen har endnu ikke vist sig i denne uge. Mobiltelefonen ringer. Jo, jeg er nødt til at tage den. Tillidsmand er man jo døgnet rundt. ”Nu har arbejdslederen sat den 22 årige lærling i gang med at løfte tunge valser uden hejseværk selvom det er i strid med reglerne og knægten skal lære at gøre tingene på den rigtige måde fra starten. Arbejdslederens ryg skal ikke være på arbejdsmarkedet til den er 71. men det skal lærlingens.” Må ringe tilbage og skælde ud og henvise til kutymer. Jeg benytter det sædvanlige trykkersprog, men har lyst til at kalde ham svigefuld.

Åh, kære spøgelse på Hald. Lad nu ikke min tilstand krakelere.

 

Jeg vender tilbage til computeren. Kan de bruges sætningerne? Giver det mening for nogen?

Drikker for meget rødvin. Sover dårligt. De andre taler om, at blive distraheret af Facebook. Se det fra den positive side: Den last har jeg heldigvis ikke.

 

Jeg griber fat om tastaturet med begge hænder. Op af formiddagen er tilstanden ved at indfinde sig igen.

Har printet ud og skrevet igennem. Skellettet har fået kød og sener.

 

Ser allerede frem til at komme igen på dette fantastisk inspirerende sted.

 

Tak fordi jeg måtte prøve at være her.

De bedste hilsner fra Benedicte Toftegård

 

 

 

 

Noget om Inspiration ...

eller "mig og forfatterforeningen"

Loftsrummet med alle værelserne på "Det danske forfatter- og oversættercenter) Hald Hovedgaard ved Viborg. her har jeg været så heldig at opleve to gange en uges skriveophold. Eneste betingelse er at man redegør for sit ophold.

Her kan du læse om "Mord mellem linjerne":

Anmeldelser og anden omtale

 

Uddrag af bogen

 

Samfundsdebat. Et udpluk af kronikker og artikler om arbejdsliv, arbejdskamp, arbejdsløshed, fagbevægelse, social ulighed og BZ-bevægelse

Grafisk Trykker

Hvad er det for en slags arbejde?

 

Noget om mit

engagement i Fagbevægelsen

Hald Hovedgård foreviget af forfatter Ole Holmstrøm, som jeg havde stor fornøjelse af at møde på mit første ophold i januar 2008. Nedenunder i dagligstuen med Jussi og Martin. Jussi gav irsk kaffe fordi han var færdig med manuskriptet til Fasandræberne.

Øverst: Hyggemiddag med de andre refugiegæster. Digter-Martin til morgenmad i køkkenet.

Trappen i hovedhuset på Hald. Det siges at det spøger på et af værelserne, for det skal det jo på sådan en gammel herregård. Jeg blev nu ikke forstyrret.

Foto fra mit ophold i 2008.

 

Ture i omegnen af Hald sø januar 2008

HJEM

Benedicte Toftegård

Forfatter samfundsdebattør grafisk trykker

Noget om Inspiration ...

eller "mig og forfatterforeningen"

Her kan du læse om "Udsigt fra et Rugbrødstårn":

Anmeldelser og anden omtale

Uddrag af bogen

Egne debatindlæg om BZ og ungdomshus:

Politiken

Grafia

 

 

Loftsrummet med alle værelserne på "Det danske forfatter- og oversættercenter) Hald Hovedgaard ved Viborg. her har jeg været så heldig at opleve to gange en uges skriveophold. Eneste betingelse er at man redegør for sit ophold:

Her kan du læse om "Mord mellem linjerne":

Anmeldelser og anden omtale

 

Uddrag af bogen

 

Hald Hovedgård foreviget af forfatter Ole Holmstrøm, som jeg havde stor fornøjelse af at møde på mit første ophold i januar 2008. Nedenunder i dagligstuen med Jussi og Martin. Jussi gav irsk kaffe fordi han var færdig med manuskriptet til Fasandræberne.

Samfundsdebat. Et udpluk af kronikker og artikler om arbejdsliv, arbejdskamp, arbejdsløshed, fagbevægelse, social ulighed og BZ-bevægelse

Øverst: Hyggemiddag med de andre refugiegæster. Digter-Martin til morgenmad i køkkenet.

Trappen i hovedhuset på Hald. Det siges at det spøger på et af værelserne, for det skal det jo på sådan en gammel herregård. Jeg blev nu ikke forstyrret.

Foto fra mit ophold i 2008.

 

Grafisk Trykker

Hvad er det for en slags arbejde?

 

Noget om mit

engagement i Fagbevægelsen

Ture i omegnen af Hald sø januar 2008

At være på Hald Hovedgaard

er at bevæge sig ind i en særlig tilstand.

 

Sover pragtfuldt og længe, fuld af drømme. Døgnets rytme, kroppen får lov til at falde i et med lys og mørke uden mit sædvanlige 3-holdsskift. Mine romanfigurer bliver også påvirkede og foretager uventede krumspring.

 

Denne gang er jeg ved en begyndelse. Roder rundt i fortidens tågebilleder. Tager et lån eller to i Hovedstolen, sender erindringerne ud og arbejde og lader dem komme tilbage med renter og renters rente. Somme tider er det som at rulle en snebold i tøsne gennem græsset af snørklede veje og lade den vokse sig stor, fornemme hvordan den som en magnet trækker al sneen op, så kun det visne græs, står tilbage.

Andre gange er renterne lige så nøjsomme som indlånsrenten på en lønkonto.

 

Finder en bog af Arthur Krasilnikoff på boghylden i mit skrivekammer. Det gør mig både glad og trist. Besøgte ham engang i Lynge, da han indvilgede i at være hjælper på et forlist manuskript. Han døde en måned før bogen udkom. For mig var han en mester i ord.

Han skriver et sted: ”Vi der ikke er vant til at bruge ord, vi vælter over med dem som en skraldevogn, når vi endelig skal til det, for vi kan sgu ikke få drejet det rigtigt, som det er eller tror det måske ikke …”

 

Jeg kaster mig over ordene, som lå de i en slikskål. Ord, ord jeg har glemt, ord der har været stuvet af vejen på et loft, ord der knaser, ord der kalder, ord der brænder på huden.

 

Hilser på de andre beboere ved vandkedlen i køkkenet. Fra optøning til rødvinsrus. Havregryn går i arv sammen med input og fornemmelsen af, at skrivende mennesker har helt forskelige måder at arbejde på og alligevel gør de samme mekanismer sig gældende.

 

Skriver og skriver til tasterne begynder at knirke. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor romanpersonen gør som hun gør. I skumringen går jeg ned til ruinen på Hald. Det blæser og bider i kinderne. Resterne af en enkelt række fodspor fortoner sig, og på det sidste stykke er sneen uberørt. Forfrosne bølger har hængt deres istapper langs træerne rødder som et lille rundt balletskørt. Grenene dypper sig for at trække perler på snor, men nåede kun en enkelt inden alt frøs til is.

 

Og så er det som om noget i det private skriveunivers falder i hak. Det er jo sådan det er. Hvorfor er det dog ikke faldet dig ind før? Man haster tilbage til computeren, der heldigvis kun er gået i dvale. Og så lige med et er mørket fortættet og timerne forsvundet.

 

Falder i staver over de sort-hvide fotos af Peter  Seeberg m.fl. samt bibliotekets bog om danske efternavne.

 

Hemingway skrev et sted at forfatteren Ezra lærte ham ”mistillid til adjektiver”.

Måske handler det om først at klæde romanfigurer og universer på, indhylle dem fra inderst til yderst i det ene tillægsord efter det andet … og så systematisk flå alt tøjet af teksten? Når den så står tilbage der, ynkelig og nøgen så finder man lige netop den ene beklædningsgenstand der passer.

 

Det lyder nemt og enkelt.

Det er forbandet svært!

 

Stivhed efter mange timer foran computeren. Vandretur gennem Troldeslugten og Stangheden. Luften er diset, ikke et menneske at se. Træernes sorte fletvæk mod hvid sne og gråt vand. Solen har endnu ikke vist sig i denne uge. Mobiltelefonen ringer. Jo, jeg er nødt til at tage den. Tillidsmand er man jo døgnet rundt. ”Nu har arbejdslederen sat den 22 årige lærling i gang med at løfte tunge valser uden hejseværk selvom det er i strid med reglerne og knægten skal lære at gøre tingene på den rigtige måde fra starten. Arbejdslederens ryg skal ikke være på arbejdsmarkedet til den er 71. men det skal lærlingens.” Må ringe tilbage og skælde ud og henvise til kutymer. Jeg benytter det sædvanlige trykkersprog, men har lyst til at kalde ham svigefuld.

Åh, kære spøgelse på Hald. Lad nu ikke min tilstand krakelere.

 

Jeg vender tilbage til computeren. Kan de bruges sætningerne? Giver det mening for nogen?

Drikker for meget rødvin. Sover dårligt. De andre taler om, at blive distraheret af Facebook. Se det fra den positive side: Den last har jeg heldigvis ikke.

 

Jeg griber fat om tastaturet med begge hænder. Op af formiddagen er tilstanden ved at indfinde sig igen.

Har printet ud og skrevet igennem. Skellettet har fået kød og sener.

 

Ser allerede frem til at komme igen på dette fantastisk inspirerende sted.

 

Tak fordi jeg måtte prøve at være her.

De bedste hilsner fra Benedicte Toftegård

 

 

 

 

HJEM