At skrive er en måde at udtrykke sig på. At male er en anden. Måske virker mine "portrætter" nostalgiske?

 Et ordsprog som blev brugt meget i det gamle Typografforbund lød sådan her:

"Du skal kende din fortid, for at forstå nutiden og kunne forme fremtiden."

Historierne forsvinder, hvis man ikke skriver dem ned eller på anden må visualiserer dem.

Hvorfor skriver jeg?

Da jeg var omkring 12-13 år ville jeg gerne være forfatter. Jeg læste ret tidligt de der store socialrealistiske klassikere. Richard Wright :Sort Ungdom, Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren, Knuth Becker: Verden venter. John Steinbæk: Vredens Druer, Willard Motley: Lev stærkt og dø ung osv. Senere kom Gorkijs barndomserindringer og Hans Scherfig og Kirk. Det var de store fortællinger om social uretfærdighed og undertrykkelse. Hvordan et samfund eller en overmagt kan nedbryde et menneske fysisk og psykisk og nogen gange om hvordan mennesker allerede fra barnsben kan rejse sig igen og genvinde deres selvværd. Disse bøger har betydet utrolig meget for min grundindstilling til tilværelsen, meget mere end nogen politiske skolingskurser eller pamfletter. Simpelthen fordi bøgerne handler om mennesker man kan identificere sig med og leve sig ind i deres tanker og følelser.

Dengang man var stolt af at læse bøger

Dengang var det ikke ualmindeligt at man læste bøger i det vi kalder arbejderklassen. Ligesom i dag var der masser af mennesker der i realiteten var funktionelle analfabeter på grund af dårlig skoleuddannelse og manglende impulser, men der var i højere grad end i dag en stolthed over det at læse bøger, selvom man var gået ud af 7. klasse. Var man fattig opsøgte man bibliotekerne som Anker Jørgensen fortæller om. På typografiske arbejdspladser havde man interne bogklubber. Hemingway, Nevil Shute, Edgar Allan Poe, Steinbæk. Der var prestige i at have bogreoler i hjemmet. Arbejderbevægelsen snakkede kulturpolitik handlede det om at få bogbusser ud på arbejdspladserne. I typografforbundet i 70’erne og 80’erne investerede man penge i at udgive prominente tillidsfolks erindringer. De skrev dem ikke selv, men man havde en skrivende man i styrelsen der optog samtaler med folk og fik det levendegjort. I øvrigt ganske udmærket. Man vidste at kulturen er vores kollektive bevidsthed. Og at de personificerede fortællinger om vores eget liv og vores egne kampe for bedre vilkår er utrolig vigtige for de holdninger vi danner.

Den "kedelige" arbejderlitteratur

Der bliver stadig læst mange bøger i Danmark, men de der læser dem er fortrinsvis kvinder og middelklasse. Bredere dele af befolkningen læser krimier og bestsellere fordi de udbydes i supermarkederne til tilbudspriser og dermed er med til at nedlægge vores boghandlere. Godt fordi der kommer gang i læseriet for et bredere publikum. Meget skadeligt fordi udvalget af bøger bliver mindre. Forlagene tør ikke satse på noget der er anderledes eller afvigende fra det markedet viser man kan sælge. Og hvis der er noget som markedet ikke vil vide af, så er det alt hvad der på nogen måde kan lugte af ”arbejderlitteratur” eller ”socialrealisme”. Hvis man skriver en bog hvor hovedpersonens virkelighed foregår på et reklamebureau så er det en roman om det moderne menneskes vilkår. Skriver man en roman hvor hovedpersonen arbejder på en fabrik, så er det socialrealisme og det er noget gråt og kedeligt noget der lugter af de triste 50’ere.

I 70’erne og 80’erne fandtes der især Fremads forlag, der udgav forfattere som Martha Christensen, John Nehm. Vi havde det kommunistiske Tidens forlag, der udgav egne proselytter, ofte personlige beretninger fra modstandsbevægelsen. Lean Nielsen som jeg holder meget af, men som nedværdigende kaldes knækprosa. Der blev også udgivet meget som ikke holdt. Og det er måske også en del af årsagen til at man vrænger på næsen af den slags. Men hovedårsagen er da, at der er sket en udvikling i vores samfund tilbage til den tid hvor arbejderklassen er noget man ser ned på. Hvis du arbejder i industrien eller et lavtlønnet butiks- eller omsorgsjob så er du i princippet en taber, og du skal ikke have nogen illusion om at de kan skrive litteratur eller at der overhovedet er nogen som har lyst til at høre om din "triste" hverdag. Alene tanken om at du kan skrive noget der bare nærmer sig litteratur er latterlig.

Hvor kommer de store fortællinger så fra?

Jack London. Ulvehunden og ”Når naturen kalder” startede med at skrive om natten samtidig med at han arbejdede 12 timer på et vaskeri for at forsørge sin forarmede familie. Han levede som sømand, sælfanger, guldgraver og vagabond samtidig med at han skrev. Kampen for at overleve i bunden af samfundet, kampen for at gå i skole og bare lære en lille smule, kampen for at skrive og få tid til at skrive. Den er fascinerende. Og den findes stadigvæk. Jeg har læst om en kinesisk minearbejder der fortæller om de undertrykte migrantarbejderes historie. Liu Qingbang. Desværre er hans bøger ikke oversat til dansk Og selvfølgelig skrev han om det. Filminstruktøren Søren Kragh Jacobsen er udlært elektriker og har arbejdet på B&W. Kan i huske Dan Turèll og alle hans alt muligmandsjob fra vinduespudser til tæppeudskærer i dales Varehus. Bent Haller har i den delvist selvbiografiske roman ”De nærmeste 100” skrevet om sin læretid på Frederikshavn værft hvor hele familien arbejdede … og om hans flugt derfra.

 Jeg arbejder på en industriarbejdsplads med 100 ansatte. Mange af dem åbner aldrig en bog, men  en del af dem læser afsindig mange bøger. Faglitteratur og skønlitteratur  mellem hinanden og bestemt ikke kun mainstream krimier.  Rigtig mange er begyndt at lytte til lydbøger. Alligevel er der nok færre der læser bøger nu, end der var for 30-40 år siden.

Det begyndte med teater

Da jeg var omkring 15 år så jeg en teatergruppe Skifteholdet opføre ”Hvor blev avisen af”. Det handlede om en arbejdskonflikt på Politiken. Den fascinerede mig meget. Jeg så stykket tre gange. Jeg kunne godt tænke mig at skrive sådan noget teater, men når jeg prøvede at sætte ord på papiret så kom der ikke rigtig noget. Måske fordi jeg ikke rigtig havde noget komme med.

Da jeg som nyudlært blev arbejdsløs havde jeg pludselig tid til at forsøge mig med at skrive. Og nu kom ordene pludselig af sig selv. Jeg tog ud til Gurli Nielsen og viste hende mine tekster. Hun hjalp med at sætte det sammen og det blev så til ”Cabaret 84” et teaterstykke om typografer og arbejdsløshed, som vi var en trup der rejste rundt med.

En af vores første forestillinger foregik i kantinen på Husum Tryk. Det var en meget rød arbejdsplads med alle slags typer og en del overskudtid til fest og ballade. Men også en arbejdsplads præget af druk og opløsningsmidler med deraf følgende menneskelige tragedier. Vi opførte stykket i kantinen men jeg husker det som om det var nede i selve trykkeriet. Der var nogen af de store mænd som græd. Ikke fordi vi sang falsk, men fordi teksterne åbenbart ramte noget.

Jeg fandt ud af at jeg faktisk godt kunne det der med at ”være en stemme” for de som måske har svært ved at udtrykke sig og som kun sjældent bliver hørt. Og det var måske det som gav mig selvtillid nok til at gå i gang med en rigtig roman. Det tog godt nok mange år. Jeg skrev om morgenen før jeg skulle vække min lille søn og gå på arbejde. Da jeg blev gravid med min datter fik jeg orlov, da jeg ikke måtte være i kontakt med opløsningsmidler. Den brugte jeg til at gå på et skrivekursus inde på Nørrebro. Uden et vist mål af længere sammenhængende perioder hvor man bruger meget tid på at skrive, så går det ikke. Fik mig en skrivegruppe, hvor vi har fulgt hinanden, både når der er kommet utallige afslag og når ting rent faktisk er blevet udgivet.

Hvordan "Rugbrødstårnet blev til

Romanen kom til at hedde ”Udsigt fra et rugbrødstårn”. Den udkom i 1993 på forlaget Fremad, det hedengangne stolte socialdemokratiske forlag. Den handlede om ungdomsoprør på Nørrebro i starten af 80’erne, om kampen for et ungdomshus men også om lærlingebevægelse og arbejdsløshed, og den solgte ikke ret meget.

Man skulle bevæge sig ned i en boghandler, der så først skulle bestille den hjem. Den var temmelig dyr, og man kunne ikke få lov til at sælge den med rabat.

Dagen hvor den udkom, blev den nedsablet af to meget etablerede anmeldere. Erik Skyum Nielsen fra Politikens litteratursider kaldte den for gammeldags arbejderlitteratur og totalt passé. Han mente desuden, at dens litterære kvaliteter var til at overse. Poul Borum fra den nyetablerede forfatterskole gjorde decideret nar af den.

Selvom jeg faktisk også fik gode anmeldelser og positiv samtale i Aktuelt ja selv i Alt for damerne, så er det ligesom de to fra parnasset, der gjorde størst indtryk.

Og naturligvis havde de ret. Jeg var ikke særlig professionel. Jeg har aldrig gået i gymnasiet og selvom jeg altid har læst mange bøger, så er der nok noget man er gået glip af. Den norske Per Petterson arbejdede oprindelig på Allers norske trykkeri. Derfor har jeg et særligt forhold til ham, selvom det er mange år siden. Han har skrevet en lille bog om det at skrive og om inspirationen fra læsningen. ”Vi læste for at redde os selv og for at forberede store forandringer i nær fremtid.”

Jeg kopierede jo mine egne forbilleder, famlede mig frem i skrivehåndværket og havde sikkert et begrænset ordforråd.

Sådan en som jeg, kan undgå at få prædikatet ”arbejderforfatter”.

I en kort periode af 70’erne var der måske en smule trykkestøv forbundet med den titel. Det er der bestemt ikke mere. Det er snarere en betegnelse for noget velmenende men lidt ubehjælpsomt.

Der stod i slutningen af 90’erne en artikel i Aktuelt om det skønlitterære marked, at arbejderlitteraturen var død. Der var ikke længere noget marked for den slags bøger. De skrev, at man i starten af 90’erne uden held havde forsøgt med en enkelt. Jeg kunne med lidt simpel matematik regne ud, at det var mig de mente.

 Det socialdemokratiske arbejderforlag Fremad blev senere opkøbt af Gyldendal og nedlagt. Gyldendal destruerede i øvrigt restoplaget af min første bog, uden at jeg fik det at vide.

Om skriveprocessen

Det at skrive fiktion/prosa romaner er et håndværk man skal lære.

Jeg er meget lang tid om at skrive. Jeg er hurtig til at skrive ord og sætninger, men meget lang tid om at stykke det sammen til en roman. Først og fremmest fordi jeg ikke har ret meget tid og slet ikke sammenhængende tid.

Forestil jer at I har besluttet at bygge et sommerhus selv helt fra grunden. Du regner med at du nok skal lære håndværket undervejs i processen. Du har ikke ret meget tid og der går ofte hele eller halve år, hvor projektet ligger stille. Det ene år går du i gang med at bygge en altan. Året efter fortryder du og vil hellere have en tagterrasse. Begivenheder i dit liv spilder ind. Et godt og fremgangsrigt år giver dig lyst til at bygge et tårn. Året efter går det op for dig at det ikke har nogen gang på jorden og at der rent praktisk vil være mere brug for en kælder. Eftersom byggeriet er en læreproces er der rigtig meget der skal rives ned og laves om. Mange gange under vejs vil man selv stille sig spørgsmålet om der overhovedet nogen sinde kommer et færdig hus ud af det. Og vil det blive beboeligt?

Derfor er det heller ikke noget jeg har fortalt til ret mange mennesker.

Hvem orker at høre på selv en god vens beretninger om et håbløst byggeprojekt gennem stive 10-15 år. Jeg ville ikke.

En forfatter er noget mystisk noget. Det er da ikke noget almindelige mennesker kan være? Og nu skal man jo ikke komme her og gøre sig til. Nogle bliver næsten blufærdige, når de hører orden forfatter. Det er jo også en, der blotter sig.

Så tag ikke romanerne for mere end de er. Det er jo trods alt bare noget, som jeg har fundet på.

E-bøger og små forlag sikrer ikke mangfoldigheden

Det er blevet meget sværere at leve som forfatter i Danmark end det var før i tiden. Nogle ganske få der har en stor indtægt. Jussi Adler Olsen, Bjarne Reuter. Der har altid været et underlag af folk der ligesom jeg arbejder som alle andre og så bare skriver en bog i ny og næ. Men hele mellemlaget af små forfattere, der lige akkurat kan leve af det, hvis de tager ud og holder foredrag, får lidt bibliotekspenge og laver et skrivekursus under AOF osv. De er truet på deres eksistens. Jeg møder folk der har klaret sig igennem i 15-20 år og måske har udgivet 10 bøger. Bøger som har fået fine anmelderser eller som tiltrækker et særligt publikum. Børnebøger f.eks. Bøger skrevet til unge som har svært ved at læse. Digte. Lidt smallere romaner eller noveller. Og smal betyder her noget lidt mere specifikt end de 25 forfattere der cirkulerer i supermarkederne.  De får lige pludselig afslag fra forlagene. Der er ikke penge nok i dem. I desperation begynder de så at udgive bøger selv. Dels deres egne, dels andre bøger. Mødt en som tog til Indien og fik det trykt for ingen penge og det så forfærdeligt ud. Og så er der jo mulighederne for at udgive det elektronisk som en e-bog og det må jo være lykken, for nu kan alle være med. Den demokratiske lykketilstand er på vej, hvor alle kan skrive og du ikke længere skal have penge og trykpresse for at kunne komme til orde.

Desværre er jeg meget skeptisk over for denne vision. For det første fordi en forlægger har en mission. Hjælpe forfatteren med at redigere stoffet. Vita Andersen skriver 600 sider og forlæggeren redigerer det så ned til 300. Uvurderlig betydning for at det man skriver får en ordentlig kvalitet. Hvis der bliver udgivet 10.000 bøger på nettet og de 9.000 af dem er noget lort, hvordan skal du så finde frem til det som er værd at læse. De fine aviser anmelder stort set aldrig bøger som er selvudgivne og stort set heller ikke bøger fra meget små filantropiske forlag med mindre de slår igennem med noget helt særlig finkulturelt.

Bibliotekerne køber dem heller ikke. Hvor skal du så finde frem til dem?

Det bliver en slags undergrundsmarked, hvor mund til mund metoden i praksis eller via nettet skal udgøre markedsføringen. I virkeligheden som i det gamle Sovjetunionen, hvor kritiske bøger ikke altid blev direkte forbudt. De blev bare ikke omtalt. Folk distribuerede et kopieret manuskript til papiret faldt fra hinanden.

Man kan søge efter alt på nettet, men det kræver at du ved hvad du skal søge efter.